Gå til hoved indhold
Dekorativt billede

Botilbuddet

Læs mere om vores botilbud, fysiske rammer m.m.

Fysiske rammer hos Blindenetværket

Blindenetværkets botilbud er bygget i 2020 og består af 33 lejligheder, fællesarealer og personalefaciliteter.

Alle lejligheder er 42 m2 netto og 68 m2 brutto, inklusive andel af fællesareal og adgangsareal. Alle lejligheder har adgang til egen terrasse.

Lejlighederne er fordelt på fire levegrupper: Blå, Rød, Grøn og Gul, med henholdsvis 9 eller 6 lejligheder i hver levegruppe.

Fællesarealer og udendørsområder er fuldt tilgængelige for kørestolsbrugere, og der er en stor fælleshave samt to atriumgårde i hver bo enhed.

Der er installeret blindevenlig belysning og loftlifte i boliger og på fællesarealer. Boligerne indrettes efter borgerens ønsker og behov og med fokus på personalets behov for et godt fysisk arbejdsmiljø.

Blindenetværkets aktivitets- og samværstilbuddet, til dagligt kaldet "værksteder," er placeret i de oprindelige bygninger fra 1965. Bygningerne blev ombygget og renoveret i 2021 med nye faciliteter. Aktivitetstilbuddet har plads til de 33 borgere fra botilbuddet samt 5 pladser til borgere, der bor andre steder.

Botilbuddet og aktivitetstilbuddet ligger i separate bygninger med få meters afstand fra hinanden. Personalet fra Blindenetværket assisterer borgerne med at komme til og fra botilbud og aktivitetstilbud, enten ved at gå eller blive kørt i kørestol.

På området ved Bank-Mikkelsens Vej er der mange muligheder for små udflugter og aktiviteter. Der er et mindre dyrehold, en fredet højmose kaldet "Gammelmosen," som er tilgængelig for kørestolsbrugere, et Snoezelhus, der kan bruges efter aftale, samt udendørs aktivitetsplads ved Børnehuset og meget mere

Omgivelser

Botilbuddet har en praktisk beliggenhed tæt på Vangede og Kgs. Lyngby, hvor der er gode indkøbsmuligheder.

Blindenetværket har adresse på Bank-Mikkelsens Vej og Palle Simonsens Vej og ligger i et område med andre botilbud til voksne borgere med forskellige grader af kognitive og fysiske handicaps. Området omfatter i alt 120 boliger.

Vores borgere bor til leje og har deres egen bolig med bad og tekøkken samt adgang til en lille terrasse. Der er altid pædagogisk og sundhedsfagligt personale til rådighed hele døgnet.

Botilbuddet inkluderer også fælles opholdsrum, køkkener, personalefaciliteter og haver.

Udearealerne består både af boligernes private fælleshaver samt Grønningen, et rekreativt område, som alle, herunder nærområdets borgere, kan nyde godt af.

Ud over boliger til voksne omfatter området også et bosted for børn med kognitive og fysiske handicaps, børneterapi, specialbørnehave, aktivitetstilbud til voksne, et lille dyrehold med blandt andet to heste, specialtandpleje og Center for Specialterapi.

Vores borgere

Alle vores borgere på Blindenetværket har synsdiagnoser inden for blindespektret og har derudover forskellige varige fysiske og kognitive funktionsnedsættelser.

Vores borgere har alle et betydeligt behov for hjælp og støtte til alle dagligdagens funktioner døgnet rundt. Nogle borgere kan færdes på egen hånd indendørs og i vores udendørsområder, men har derudover brug for ledsagelse. Flertallet af vores borgere er kørestolsbrugere og kan enten selv komme rundt eller har brug for personalets assistance.

Alle borgere har behov for synskompenserende omgivelser og indretning, synsvenlig belysning, synspædagogiske hjælpemidler og særligt synspædagogisk forståelse og tilgang.

Vores borgere kommunikerer hovedsageligt gennem "totalkommunikation," dvs. ved hjælp af kropssprog, mimik, tegn og lyde. Nogle borgere har begrænset talesprog, og andre anvender IT-kommunikationsmidler som fx Roll Talk. Vi tilpasser vores tilgang og metoder for at imødekomme de individuelle behov hos hver enkelt borger

Sundhed

Borgerne i Blindenetværket har ofte mange og forskellige fysiske og psykiske udfordringer. Vi samarbejder derfor tæt med diverse fagfolk for at sikre, at borgerne har de bedst mulige forudsætninger for at leve et aktivt liv på deres egne præmisser.

Borgerne er tilknyttet Ordrup Lægehus, som varetages af to faste læger. Lægerne kommer fast i botilbuddet samt efter aftale.

Der er ansat to sygeplejersker som betjener de fire voksentilbud på Bank-Mikkelsens Vej-området. Sygeplejerskerne er til stede i de fire tilbud mandag til fredag mellem kl. 8.00 og 16.00.

Blindenetværket har også en social- og sundhedsassistent, der ajourfører medicinoplysninger, følger op på aftaler med lægebesøg og hospitalsindlæggelser samt koordinerer med det pædagogiske personale og ledelsen. Assistenten deltager også i læge- og hospitalssamtaler samt konferencer om borgerne i samarbejde med pårørende, alt efter aftale.

Vi prioriterer sundhed og trivsel for vores borgere og arbejder aktivt sammen med sundhedsfagligt personale for at sikre optimal pleje og støtte.

Hverdagen

Vi sætter pris på det gode hverdagsliv!

For vores borgere i Blindenetværket betyder det blandt andet, at vi vægter faste dagsrytmer, genkendelighed og tryghed alle ugens dage.

Hver enkelt borger har en individuelt tilrettelagt hverdag, der inkluderer almindelige daglige gøremål, forskellige aktiviteter, socialt samvær eller alenetid, alt efter den enkeltes ønsker og dagsform.

Vores aktivitets- og samværstilbud er åbent for alle borgere mandag til fredag mellem 10:00 og 15:30.
I weekenderne er der forskellige muligheder for aktiviteter, gåture, hygge derhjemme, besøg hos eller af familie og venner.

Borgerne besøger gerne hinanden i de forskellige levegrupper eller i deres egne lejligheder, og vi arrangerer aktiviteter på tværs af levegrupper og aktivitetstilbud.

Der er også fine muligheder for ture "ud i det blå". Hos os er hverdagen skræddersyet til den enkelte, og vi lægger vægt på at skabe en meningsfuld og glædesfyldt dagligdag for vores borgere.

Traditioner

Vi elsker traditioner og festligt samvær!

I Blindenetværket holder vi fast i traditioner som jul, julefrokost, nytår, påske, pinse og lignende.

To gange om året afholder vi store fælles arrangementer: Sommerfest og Netværksfest, hvor alle borgere, pårørende, venner og personale er inviteret. Vi nyder lækker mad sammen, lytter til levende musik og måske tager en svingom på dansegulvet.

Derudover har vi både gentagende og nye aktiviteter igennem året. Nogle aktiviteter er fælles for alle, mens andre foregår i mindre grupper. Vi tager for eksempel på hestevognstur i Dyrehaven, besøger bondegårde, tager til Den Blå Planet, går ture i Arboretet i Hørsholm, nyder en is ved havnen eller tager en busudflugt.

Vi inviterer også forskellige kunstnere og udøvere hjem til os, såsom en gospel-sanger eller et helt gospelkor.
Vi har oplevet fælles klangmassage, lyttet til bandet "Tak for kaffe", hørt en operasangerinde, haft besøg af Kamelen Abu og hans ven Æslet Pepe, set fodboldkampe på storskærm og meget mere.

Vi sørger for, at vores traditioner og festlige begivenheder skaber gode minder og styrker vores fællesskab

Ferie

Alle vores borgere tilbydes hvert år en mindre sommerferie enten i sommerhus eller her hos Blindenetværket, alt efter borgerens ønsker og behov.

Afholdes ferien i Blindenetværket, arrangerer vi individuelle aktiviteter såsom enkelt dags udflugter, eller andre alternative arrangementer som f.eks. fælles musikunderholdning og fælles spisning.

Læs mere